“Det er en kæmpe tilfredsstillelse udelukkende at gå i hjemmelavet tøj.”

Det er en fed fornemmelse at gå på arbejde, iført ene hjemmegjort tøj.

Jakke, skjortekjole, leggins, vest og tørklæde har jeg selv lavet.

Vil du gøre mig kunsten efter? Så tager vi delene én ad gangen.

Jakken er et mønster fra Poesy, med både en kort og en lang model. Jeg har lavet den lange model.

Den er quiltet med en sort bomuld med blomster på indersiden og en rød blomstret bomuldsjersey på ydersiden . Strækket i bomuldsjerseyen forsvinder, når den bliver quiltet, men det synes jeg ikke gør noget.
Jakken er foret med volumenvlies og Thinsulate. Det gør jakken vindtæt og lun, hvilket er perfekt, når man som jeg, alligevel altid har strik på. Men den er vel mest en overgangsjakke, hvis ret skal være ret.
Volumenvlies og thinsulate er kun i butikken i Brønderslev, men er du interesseret i det, ringer eller skriver du bare, så finder vi ud af det.

Vesten er model 3829 fra Cewec , der er strikket i Tibet og Anisia. Det er en let og lun vest, som jeg bruger rigtigt meget.

Skjortekjolen er Onion 2086, som jeg har syet op i en lidt tynd bomuld, der fungerer rigtigt godt i skjorter osv.

Tørklædet er vores eget Prikken over i’et, som vi er rigtig glade for. Det luner på den rigtige måde og det giver lige et farvepift.

De leggins jeg har på, er lavet ud fra egne mål ( tag evt. et købt par, der sidder godt og tegn af efter det). Stoffet er en superblød viskosejersey med det fedeste blomsterprint. Det føles simpelthen som at gå rundt i yndlingshyggebukserne hele dagen.

Mange hilsner Lisbeth

PS: For at det ikke skal være løgn, er underbukserne også hjemmelavede, men dem får I altså ikke at se 😉 Det er model 77405 fra Minikrea

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *